32-årig kvinde i grundlovsforhør: Dolkede anden kvinde i ryggen

(Arkivfoto: Allan Andersen)

RUDKØBING: Fyns Politi var tirsdag aften omkring kl. 23.43, til stede på Nørrestræde i Rudkøbing i forbindelse med anmeldelse af en sag om knivstikkeri.

På adressen blev der fundet en 28-årig kvinde som var ramt af flere knivstik i ryggen, kvinden er dog meldt udenfor livsfare efter behandling på Odense Universitets Hospital.

Fyns Politi har i løbet af natten efterforsket sagen, hvor der er sket undersøgelse af gerningsstedet og flere vidner i sagen er blevet afhørt.

Politiets efterforskning førte frem til en konkret mistænkt, en 32-årig kvinde, som onsdag formiddag ved 11-tiden blev anholdt som mistænkt for at være gerningsmand til knivstikkeriet.

Hun fremstilles i grundlovsforhør i retten i Svendborg i morgen, torsdag den 7. maj 2020 kl. 10, hvor Anklagemyndigheden vil anmode om dørlukning.