Nyt knivstikkeri i Aalborg: Politiet efterforsker massivt

(Foto: Allan Andersen)

AALBORG: I går aftes, 30. maj 2020 kl. 19.15, anmeldtes der til Nordjyllands Politi endnu et tilfælde af knivstikkeri i Aalborg. Denne gang var det på Vesterbro i Aalborg, hvor en forurettet person fik et overfladisk stik i ryggen.

Politiet ser sammenhæng med denne episode og to tidligere tilfælde i denne uge i Aalborg og i Aalborg Øst.

Politiet indledte øjeblikkeligt en efterforskning af også denne sag, og det førte til, at der i nat blev anholdt en 16-årig ung mand for knivstikkeriet, der tidligere i dag, kl. 11.30, er blevet fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Aalborg

Vicepolitiinspektør Anders Uhrskov fra Nordjyllands Politi understreger, at politiets efterforskning er meget bred, og det betyder, at det indgår i efterforskernes opklaringsarbejde, at der kan være en sammenhæng mellem de nu tre tilfælde af knivstikkeri i Aalborg.

Anders Uhrskov kan dog ikke af hensynet til sagens videre efterforskning kommentere præcist på sammenhængen mellem sagerne.

”Men jeg kan sige så meget, at der er tale om uoverensstemmelser internt imellem nogle unge mennesker, der udvikler sig og eskalerer,” siger vicepolitiinspektøren, der i næste åndedrag understreger, at den almindelige borger ikke skal frygte at gå på gaden i Aalborg eller andre steder i politikredsen.

”Det er intet i vores efterforskning, som tyder på, at borgerne skal frygte at blive involveret i det her. Det er en klar intern uenighed.”

Skruer op for patruljering 
Ud over den massive efterforskning af alle tre sager så har Nordjyllands Politi indledt en intensiv såkaldt tryghedsskabende patruljering i og omkring Aalborg.

”Vi har skruet op for patruljetrykket, så man vil se en hel del mere politi i især Aalborg end normalt. Knivstikkeri i det offentlige rum er helt acceptabelt,” fastslår vicepolitiinspektør Anders Uhrskov.

Der skete også i denne uge et fjerde tilfælde af knivstikker i Klarup – men det er politiets klare opfattelse, at der her er tale om en isoleret hændelse, der ikke har relation til de øvrige tre tilfælde.