Rumænere dømt for indbrud i flere landsbyer

Fire rumænere blev onsdag idømt flere års fængsel for 17 forskellige indbrud og indbrudsforsøg i forskellige supermarkeder i Jylland og på Fyn.

Ved indbruddene skar rumænerne sig ned gennem taget for at stjæle kontanter og cigaretter.

To mænd, som retten mente var de mest aktive under indbruddene, blev idømt to års ubetinget fængsel, mens to medvirkende kvinder blev idømte et år og tre måneders fængsel. Mændene blev udvist for bestandigt, mens kvinderne blev udvist med indrejseforbud i 12 år.

Lejede sommerhus
Tidligere på ugen faldt der dom i en lignende sag, hvor tre rumænske mænd blev dømt for at bryde igennem taget på lagerbygninger i Jylland for derefter at stjæle computere. Sagerne har dog umiddelbart intet med hinanden at gøre ud over, at det også i denne sag er politienheden Særlig Efterforskning Vest, der har stået for efterforskningen.

De fire rumænere blev anholdt i oktober, efter at politiet i længere tid havde holdt øje med dem. De to kvinder blev anholdt, mens de befandt sig omkring Aalborg, og deres to mandlige makkere blev anholdt i et sommerhus i Sæby, som rumænerne havde lejet sammen.

I sommerhuset fandt Særlig Efterforskning Vest flere walkie talkies, skærebrændere, vinkelslibere og andet indbrudsværktøj, ligesom der også lå over 80.000 kroner i kontanter, som stammede fra indbruddene.

Flere hundredetusinde i kontanter
Det var blandt andet teleoplysninger og andre tekniske spor, som ledte politiet på sporet af rumænerne, der fra august til oktober slog til 17 forskellige steder. Typisk gik det ud over supermarkeder i mindre byer. Det var dog kun fire tilfælde, at det lykkedes indbrudstyvene at fuldføre indbruddet og slippe afsted med koster.

Blandt andet i den lille by Dybvad i Vendsyssel, hvor de trængte ned gennem taget på Dagli’Brugsen, brød to pengeskabe op og stjal knap 100.000 kroner i kontanter. I Filskov i Sydjylland slog de fire rumænere til mod Min Købmand og stjal kontanter og cigaretter for omkring 200.000 kroner, ligesom de i Sønderborg og i Hemmet i Vestjylland også stak afsted med en del værdier.

”Det er en grov sag, fordi de fire dømte af flere omgange er rejst til Danmark alene med det formål at begå indbrud. Med base i forskellige sommerhuse har de gået målrettet efter dagligvarebutikker i mindre byer, ” siger anklager i sagen Mette Fladkjær.

De dømte modtog alle dommen.