To personer overfaldet af røvere på Holbæk Station

(Foto: Allan Andersen)

HOLBÆK: Kl. 22.53 anmeldte pårørende til en 16-årig dreng fra Holbæk, at sønnen kl. ca. 22.40 var blevet kontaktet af flere maskerede unge, der havde truet ham ud ad toget på Holbæk station.

Den 16-årige blev efterfølgende tvunget hen til pengeautomat i Nygade for at hæve penge til de maskerede. En 27-årig mand fra Hørve overværede dette og påtalte de unges opførsel over for den 16-årige.

Det medførte et overfald på den 27-årige, der blev væltet omkuld og tildelt spark mod krop og hovedet, men under overfaldet benyttede den 16-årige chancen til at flygte fra stedet.

Den overfaldne 27-årige blev bragt til skadestuen til behandling efter overfaldet, hvor politiet nu leder efter følgende mistænkte, samt yderligere flere unge mænd, der kan mistænkes for at have deltaget i sagen, der af politiet behandles som en sag om røveri og vold.

A: Mand, 18-20 år, 170-180 cm, Kropsbygning: Almindelig, Iført: Mørk jakke med hætten trukket over hovedet, hvide bukser

B: Mand, 18-20 år, 170-180 cm, Kropsbygning: Almindelig, Iført: Mørk jakke med hætte trukket over hovedet, mørke bukser, Medbragte: Mørk mindre skuldertaske.

Flere patruljer ledte efter mistænkte i området, men fandt ikke nogen.

37-årig røg i detentionen
En 37-årig mand fra Hvalsø forcerede flere gange i sin spirituspåvirket tilstand den afspærring i Nygade omkring det sted, hvor overfaldet var sket. Han blev derfor kl. 00.30 frihedsberøvet og efter et lægetilsyn anbragt i detentionen til afrusning, så politiet kunne arbejde uforstyrret på gerningsstedet.

To sigtet for at ignorere afspærring
En 46-årig kvinde fra Holbæk og 37-årig mand fra Hvalsø forcerede også afspærringen flere gange, men blev dog ikke anholdt, efter politiet sigtede dem for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

Politiet i Holbæk hører gerne fra personer, der har bemærket noget enten på togstationen eller i Nygade i forbindelse med overfaldet på den 27-årige og truslerne mod den 16-årige. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.