Tre mænd anholdt efter knivstikkeri: Alle løsladt igen

(Foto: Allan Andersen)

KØGE: Midt- og Vestsjællands Politi anholdt tre mænd på hhv. 28, 31 og 41 år, der sættes i forbindelse med et opgør på Marksvinget i Køge tirsdag eftermiddag kort før kl. 14. En 28-årig mand blev stukket med en kniv i maveregionen og blev behandlet på sygehuset.

Tirsdag eftermiddag kl. 13.56 fik politiet et alarmopkald om, at flere mænd skabte uro og uorden ved Boholte Center i Køge. Politiet kom hurtigt frem til stedet, hvor vidner fortalte politiet, at flere mænd havde haft et voldeligt opgør.

I forbindelse med opgøret var den ene mand blevet stukket med en kniv i maveregionen. Mændene var forsvundet fra stedet, da politiet nåede frem, men politiet fik et tip om, at den ene mand – en 28-årig mand fra Frederiksberg – befandt sig på sygehuset, hvor han blev behandlet for knivstik, der viste sig ikke at være livstruende.

Via overvågning og vidneforklaringer fandt politiet hurtigt frem til de to øvrige mænd – en 41-årig mand fra Køge og en 31-årig mand fra Herfølge, som blev anholdt. Den 28-årige blev ligeledes anholdt efter endt behandling.

Den 31-årige og den 28-årige blev forventet fremstillet i grundlovsforhør, men det endte med at de alle blev sigtet for grov vold og herefter løsladt onsdag formiddag.