2,5 millioner ulovlige cigaretter giver fængsel og kæmpebøde

En 53-årig mand er ved Retten i Holstebro blevet idømt et år og tre måneders ubetinget fængsel og en tillægsbøde på 1.450.000 kroner for at have opbevaret knap 2,5 millioner cigaretter for et stort smuglernetværk.

Det er Særlig Efterforskning Vest, der har stået for efterforskningen af det kriminelle netværk, som har smuglet omkring 14 millioner kopicigaretter fra Polen til Danmark og snydt den danske stat for over 20 millioner kroner.

Under efterforskningen af sagen fandt politiet i november 2018 frem til den 53-åriges adresse tæt på Ulfborg, hvor der blev fundet knap 2,5 millioner cigaretter i en container, der stod på stedet. Cigaretterne skulle have været distribueret ud i landet, men i stedet blev de beslaglagt af politiet, der anholdt den 53-årige.

I retten blev han dømt for overtrædelse af afgiftslovgivningen af særlig grov karakter og oveni i fængselsstraffen, fik han en stor tillægsbøde.

”Jeg er tilfreds med, at den 53-årige både fik en ubetinget fængselsstraf og en markant bøde til trods for, at han alene har stået for opbevaring af cigaretterne. Han har været med til at snyde den danske stat for næsten tre millioner kroner og har været en del af internationalt, kriminelt netværk, ” siger anklager for Særlig Efterforskning Vest, Mette Fladkjær.

En af de største sager i Danmark
I samme sag er adskillige personer allerede blevet dømt for deres rolle i netværket, og der er samlet set uddelt mange års fængsel og bøder for mange millioner. Derudover afventer flere stadig dom – blandt andet to mænd, som p.t. sidder i polsk politis varetægt.

”Det er mig bekendt en af de største sager af sin art i Danmark, ” siger Mette Fladkjær.

Den 53-årige nægter sig skyldig og ankede dommen.