57-årig tysker idømt fængsel: Forsøgte at trække politibetjents tjenestepistol

(Arkivfoto: Allan Andersen)

57-årig tysk mand er blevet idømt to års fængsel for at overfalde betjent og forsøge at tage hans tjenestevåben. Den 57-årige blev også dømt for trusler mod flere myndigheder samt for besiddelse af patroner, en gaspistol og flere knive.

En 57-årig mand, tysk statsborger, blev onsdag ved en domsmandsret ved Retten i Sønderborg idømt to års ubetinget fængsel for at have overfaldet en politiassistent og flere gange forsøgt at tage hans tjenestevåben.

Den 57-årige blev også dømt for trusler mod dels Syd- og Sønderjyllands Politi, Statsadvokaten i Viborg og Vestre Landsret, dels politiassistenten, som han forsøgte at tage våbnet fra.

Og endelig blev manden også dømt for at være i besiddelse af i alt 107 patroner og en gaspistol samt dømt for at være i besiddelse af fire ulovlige knive, blandt andet foldeknive.

Samtlige hændelser fandt sted i januar i år.

I første omgang sendte den 57-årige to mails med trusler om at skyde betjente m.fl., som måtte rette henvendelse til ham. Og da manden i denne sammenhæng var blevet anholdt og var under transport, fandt overfaldet sted. Den 57-årige forsøgte flere gange at tage betjentens pistol ud af hylstret, hvilket dog ikke lykkedes.

Den tyske mand nægtede sig skyldig og har anket dommen til Vestre Landsret.

Den 57-årige blev dømt i henhold til anklageskriftet, men blev ikke udvist, selvom anklagemyndigheden havde nedlagt påstand om dette.