Flænser dæk gang på gang: Kan du genkende hærværksmanden?

RUDKØBING: Fyns Politi efterlyser 60-70 årig mand i forbindelse med flere hærværkssager mod en bil i Rudkøbing på Langeland.

Den samme bil er fire gange blevet udsat for hærværk. Første gang i november 2019 og seneste igen den 24. maj 2020. To gange er gerningsmanden fanget på video, hvor han ses punktere venstre for- og bagdæk på bilen.

Gerningsmanden beskrives som:
Mand, mulig dansk mand med lys hudfarve, ca. 60-70 år, ca. 180 cm, alm til kraftig af bygning, bærer briller med muligt mørkt stel, gråt hår, mulig skægstubbe, iført blå cap med 2 mindre mærker eller lufthuller på siden, iført mørk jakke, grå bukser, mørke sko.

Politikommissær Christian Billesø siger: ”Det er den samme type hærværk, som er udført alle fire gange på bilen, hvor der er stukket hul på hjuldækkene. Hver gang er det venstre for- og venstre bagdæk, som bliver punkteret. Derfor formoder vi, at det er den samme gerningsmand, som står bag. Nu håber vi, at nogen kan genkende manden på billeder fra videoen.”

Billederne fra overvågningsvideoen er fra det seneste hærværk søndag den 24. maj 2020. Hærværket foregik på Chr. Kiilsgaardsvej 47 i Rudkøbing, og skete cirka kl. 05.15 om morgenen.

Har du oplysninger i sagen, kan du kontakte Fyns Politi på tlf. 114.