Kvinde manglede ca. 36.000 kroner: Ærlig kvinde fandt dem i en hæk

(Foto: Politi.dk)

AARHUS: Mandag morgen ringede en 42-årig kvinde til Østjyllands Politi for at anmelde, at hun havde mistet i omegnen af 36.000 kroner, der muligvis var blevet stjålet fra hendes taske i tidsrummet mellem kl. 15.00 og kl. 23.00 søndag.

Hun forklarede, at hun havde hævet pengene fra sin opsparing, da hun frygtede at bankerne ville lukke som følge af Corona.

Kvindens opkald til politiet kom, umiddelbart inden døgnrapporten blev sendt ud, og kvinden havde altså ikke nået at læse, at Østjyllands Politi søndag havde fået en henvendelse fra en 59-årige kvinde, der, på en gåtur gennem Haveforeningen Trillegården i Aarhus V, havde fundet en grøn, gennemsigtig pose med godt 35.000 kroner i.

Det viste sig, at det var de penge, som den 42-årige kvinde havde mistet. Hvordan pengene var havnet i en hæk ved haveforeningen er dog uklart, men pengene vil nu blive udleveret til rette ejer – dog fratrukket en findeløn, som den 59-årige kvinde skal modtage.