Mand døde efter at være stukket med kniv: Tre mænd sigtet

(Arkivfoto: Allan Andersen)

HOLBÆK: Tirsdag kl. 10.36 kom et alarmopkald om, at en mand var blevet fundet alvorligt tilskadekommen på Lindvej i Holbæk. Politi og ambulance blev sendt til stedet, hvor det viste sig at manden havde pådraget sig flere skader på kroppen, formentlig efter knivstik.

Hans skader var så alvorlige at lægehelikopteren blev sendt til stedet. Den kunne ikke lande på Lindevej, men landede på Holbæk havn.

Den tilskadekomne mand, en 52-årig mand fra Ringsted, blev kørt til sygehuset til behandling for livstruende læsioner i kroppen, og han afgik kl. 15.07 ved døden på sygehuset.

I mellemtiden anholdt politiet tre mænd på 27, 28 og 43 år, alle fra Holbæk, som kunne mistænkes for at have været involveret i en konflikt med den 52-årige, som førte til at han blev stukket med kniv.

Motivet til overfaldet anser politiet, som en intern konflikt imellem de involverede.

To af de anholdte, på 27 og 28 år, fremstilles i dag i kl. 11.00 i grundlovsforhør ved retten i Holbæk med begæring om varetægtsfængsling i sagen. Den 43-årige var søgt til afsoning i en anden sag, så han blev fængslet direkte.