Mand fremstilles i grundlovsforhør efter påsat brand og drabsforsøg

(Arkivfoto: Allan Andersen)

EGERNSUND: En 48-årig mand fra Sønderborg-området forventes i morgen, torsdag, at blive fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Sønderborg. Han sigtes for at have sat ild på beboelsesejendom og for drabsforsøg ved at gå til angreb på anmelderen med en kniv.

Manden blev i dag anholdt i forbindelse med en brand i en beboelsesejendom i Egernsund. Han er sigtet for forsætligt at have sat ild til sin lejlighed i ejendommen samt for forsøg på manddrab.

En tilfældig forbipasserende opdagede ilden og ringede til alarmcentralen på 112.

Anmelderen blev mødt af den 48-årige mand, som huggede ud efter ham med en kniv. Det lykkedes dog anmelderen at undgå angrebet, og han og et vidne fastholdt derefter den 48-årige, til politiet nåede frem. Under fastholdelsen blev den 48-årige selv kvæstet på hænderne.

Fire personer er blevet tilset for røgforgiftning i forbindelse med branden.

Det formodes, at anklagemyndigheden vil anmode om dørlukning ved grundlovsforhøret.

Syd- og Sønderjyllands Politi har derfor ikke yderligere oplysninger.