18-årig mand kørte spritkørsel i golfvogn

(Modelfoto)

BENLØSE: Natten til søndag kl. 01.20 kørte en patrulje ind ad Benløse Skel i anledning af en anmeldelse om musik til ulempe på vejen – og der mødte der betjentene et noget usædvanligt syn.

Under turen ad Benløse Skel fik patruljen pludselig øje på en mørklagt el-drevet golfvogn, der blev ført i den modsatte retning på vejen – den blev omgående bragt til standsning.

Føreren var en 18-årig mand fra Ringsted, som var påvirket af spiritus, og han medbragte to passagerer, to unge mænd fra Ringsted, som passagerer. Føreren blev sigtet for spirituskørsel og kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol.

Den 18-årige hører nærmere fra politiet, når blodprøven er blevet analyseret.

Musikken til ulempe for de omkringboende var stoppet, da patruljen forlod vejen med den anholdte, men politiet måtte dog senere på natten forbi stedet efter en ny anmeldelse om høj musik, hvilket afstedkom et påbud om at stoppe musikken.

Det påbud blev efterkommet af festens deltagere, og der blev ikke antruffet flere golfvogne under patruljens besøg.