19-årig sigtet for røveri i Dagli’Brugsen i Ruds-Vedby

(Modelfoto: Lars Aarø / Østjyllands Politi)

ISHØJ: Efter at være eftersøgt i længere tid blev en 19-årig mand tirsdag klokken 17.09 anholdt på en adresse i Ishøj.

Anholdelsen skete i samarbejde med Københavns Vestegns Politi. Den 19-årige er sigtet for sammen med tre andre at have begået et røveri den 11. maj mod Dagli’Brugsen i Ruds-Vedby, hvor gerningsmændene med en kniv truede sig til nogle kartoner cigaretter og et kontant beløb.

I forvejen er tre mænd varetægtsfængslet i sagen, og politiet forventer ikke yderligere anholdelser.

Den 19-årige fremstilles i grundlovsforhør i retten i Næstved onsdag klokken 13.00, og anklagemyndigheden vil anmode om, at retsmødet afholdes for lukkede døre.