Bandemedlem anholdt: Mistænkt for at køre rival ihjel

(Arkivfoto)

Københavns Politi anholdt tirsdag en 28-årig mand for at have kørt den bil, der i marts påkørte en 24-årig mand, som efterfølgende afgik ved døden.

En 28-årig mand med tilknytning til bandemiljøet bliver kl. 11 fremstillet i grundlovsforhør i Retten på Frederiksberg.

Han er mistænkt for at have kørt den bil, der fredag den 27. marts påkørte en 24-årig mand, som efterfølgende blev fundet død i en lejlighed i Søborg. Den dræbte blev efter politiets opfattelse forsætligt påkørt på et stisystem ved Vestvolden tæt på Frederikssundvej i Husum.

Drabet på den 24-årige var en af årsagerne til, at Københavns Politi den 4. april indførte visitationszoner på Nørrebro, Husum og i et område på Frederiksberg.

Den 28-årige har siden slutningen af april været eftersøgt i sagen og blev tirsdag eftermiddag anholdt i Husum.

En anden person har tidligere siddet varetægtsfængslet, da han meldte sig selv og fortalte, at han havde kørt bilen. Han er dog blevet løsladt igen, men er fortsat sigtet.

Det 28-årige bandemedlem er blevet varetægtsfængslet i fire uger.