Biler brændt af efter drab: Politiet søger vidner i sagerne

(Arkivfoto: Allan Andersen)
Østjyllands Politi efterlyser vidner til to bilbrande i Hørning og Solbjerg onsdag aften.

Østjyllands Politi har natten igennem været til stede med ekstra mandskab i hele Aarhus efter to drab henholdsvis onsdag aften på Observatorievej og torsdag morgen på Lenesvej.

” Vi har patruljeret intensivt, særligt i de to områder. Natten er forløbet roligt, men vi vil fortsat være til stede med ekstra mandskab for at skabe tryghed for beboerne i området”, siger politiinspektør Michael Kjeldgaard.

Østjyllands Politi har torsdag iværksat en intensiv efterforskningsindsats af begge drab med henblik på at udfinde gerningsmændene. Otte personer var torsdag morgen anholdt i relation til sagerne, og de er alle løsladt i løbet af dagen torsdag efter at have været afhørt med henblik på at fastlægge deres rolle i sagerne.

” Der er for nuværende ikke noget afgørende nyt i efterforskningen, og vi efterforsker stadig bredt. Der er fortsat ikke noget der indikerer, at de to drab er relaterede, men i begge tilfælde tyder efterforskningen på, at der er tale om opgør i de kriminelle miljøer,” siger Michael Kjeldgaard.

Søger vidner til bilbrande
I forlængelse af drabet på Observatorievej, hvor en 25-årig mand blev dræbt af skud, blev to biler afbrændt. Det er politiets opfattelse, at de to brande skal ses i sammenhæng med drabet på den 25-årige ved Jysk Væddeløbsbane.

Østjyllands Politi beder nu om offentlighedens hjælp og efterlyser vidner, der kan have set noget før, under eller efter de to brande eller som i øvrigt har kendskab til de to bilbrande.

Det drejer sig om:

  • Brand i køretøj ved Rasborgvej 16 i Solbjerg onsdag kl. ca. 20.30
  • Brand i køretøj ved Pindsmøllevej 31 i Edslev ved Hørning onsdag kl. ca. 21.30

” Vi er interesserede i at høre fra alle, der kan have set de to køretøjer komme kørende til stedet, set personer i forbindelse med de to brande eller set andre køretøjer omkring tidspunktet for de to brande.”

Personer med oplysninger om de to bilbrande skal kontakte politiet på tlf 114.