(AFLYST) Efterlysning af mistænkt gerningsmand i drabsag

(Foto: Local Eyes)

HERNING: Midt- og Vestjyllands Politi efterlyser en 38-årig mand fra Herning i forbindelse med det, politiet formoder er et drab på en 51-årig mand på Lupinens Kvarter i Herning.

Midt- og Vestjyllands Politi fik kort før kl. 09.00 en henvendelse fra en borger om, at vedkommende ikke kunne komme i kontakt med en bekendt, en 51-årig mand. Ved ankomsten til den 51-åriges bopæl fandt patruljen den 51-årige omkommet.

Omstændighederne omkring liget gør, at politiet formoder, der er tale om et drab og efterlyser nu en 38-årig mand, der sættes i forbindelse med drabet.

Den efterlyste er Sam Alimalayeri, der beskrives som 157 cm høj, almindelig af bygning og med kort mørkt hår. Han formodes at være iført sort- eller blå-stribet sommerhat, mørkeblå jakke, grønne bukser, sorte NIKE-sko og har formentlig skægstubbe. Håret stikker ud under hatten.

Politiet kan endnu ikke komme hans rolle i dødsfaldet nærmere, men borgere der ser Sam eller ved hvor han befinder sig, skal ringe til politiet på tlf. 114.

Borgerne skal ikke selv tage kontakt til ham.