Eftersøgning af forsvundet 81-årig mand endte lykkeligt

HAVDRUP: Mandag morgen kl. 07.08 fik politiet en henvendelse fra pårørende til en 81-årig mand fra Gl. Havdrup, idet han nu var væk fra sin bopæl og ikke var set siden kl. ca. 05.00.

De pårørende var bekymrede for hans ve og vil på grund af den savnedes humør og alder, så politiet iværksatte en humanitær eftersøgning.

Flere hundepatruljer, helikoptere fra Forsvaret samt dykkere blev tilkaldt til at lede efter den savnede, som frygtedes at have bevæget sig ud i et større, uvejsomt område med bevoksninger og søer/vandhuller ikke så langt fra hans bopæl.

Eftersøgningen endte lykkeligt, idet den savnede kl. ca. 14.15 blev fundet i lokalområdet i efter omstændighederne god behold.

For en sikkerheds skyld blev en ambulance tilkaldt, så den 81-årige kunne blive kørt til kontrol på skadestuen. De pårørende blev straks underrettet, og politiet har ikke yderligere oplysninger i sagen.