Fyns Politi kontrollerer sikkerheden til søs

(Politifoto)

Fyns Politikreds er omgivet af vand og lange kysstrækninger, og politiet har ansvaret for at regulere og kontrollere den gældende lovgivning i den del af søterritorieret, som ligger under Fyns Politis ansvarsområde. Dette sker af betjente, som er særligt uddannet inden for maritim sikkerhed.

Fyns Politis ansvarsområde dækker hele kyststrækningen langs Fyn, og det er en del af politiets opgave at sikre, at lov og orden også opretholdes langs kysterne.

Indsatsleder Henrik Vallø Strauss siger: ”Vi er jo beriget med store kyststrækninger langs Fyn, og det gør borgerne naturligvis stor brug af. Det er derfor vigtigt, at vi er derude og foretager søkontroller, så sikkerhed og tryghed opretholdes. Særligt Lillebælt og Svendborg Sund er eksempelvis smalle farvande, hvor der er meget aktivitet på vandet med både erhvervssejlads og fritidssejlads. Vi er tilstede for at undgå, at farlige situationer opstår, og vi oplever, at borgerne generelt er glade for vores synlighed på vandet.”

Politiindsatser på havet
Når Fyns Politi laver søkontroller langs de fynske kyststrækninger, foregår det med betjente som er uddannet inden for det maritime miljø og de særlige forhold, der er forbundet med at udføre politiindsatser i indre danske farvande. Her assisteres de af Marinehjemmeværnet og Søværnet.

Henrik Vallø Strauss siger: ”Vores samarbejde med andre myndigheder er helt uvurderligt. De er dygtige på vandet, dedikerede og professionelle, og vi er rigtig glade for samarbejdet.”

Kontrollerne i de kystnære farvande indebærer typisk kontrol af speedbådscertifikater, duelighedsbeviser, redningsveste, ansvarsforsikring på motorbåde og ikke mindst hastighed og spiritussejlads.

”Søkontrollerne kan på mange måder sammenlignes med vores almindelige patruljer på land, men det er en meget anderledes måde at møde borgerne på. Borgerne er ikke vant til at se politiet på den måde, og det giver anledning til gode oplevelser for både dem og os”, fortæller Henrik.

Kontrolsejladserne sker også i samarbejde med eksempelvis Toldvæsnet, hvor fokus er på indsmugling af varer. Endvidere kontrolleres der også efter Schengen-lovgivningen, hvor fokus rettes mod indrejsekontrol.

Sådan er reglerne:
For at opretholde sikkerheden til vands, må sejlads blandt andet ikke være til hinder eller ulempe for andre. Fyns Politi minder derfor om at:

– Sejladsen må ikke være til hinder eller ulempe for anden sejlads 
– Sejladsen må ikke være til hinder eller ulempe for badende
– Sejladsen må ikke medføre støj til ulempe for andre 

Sejlads med motorbåd, herunder vandscootere og jetski, fremført med en hastighed på mere end 5 knob skal foregå udenfor 300 meter zonen. Hertil kommer der særlige regler for hastighed i Svendborg Sund og Fænø Sund.

Promillegrænserne for spiritussejlads er de samme, som promillegrænserne for spirituskørsel.  Man må derfor ikke overstige en promille på 0,5, når man fører et motordrevet fartøj på vandet.

”Der kan være mange maritime love og regler at holde styr på for borgerne, og vi oplever at der kan være mange tvivlsspørgsmål. Vores tilstedeværelse giver derfor ofte en god anledning til at snakke med borgerne derude. Vi er der for at give råd og vejledning, og det vil altid være en politifaglig vurdering, om det er nødvendigt at hive bødeblokken frem eller ikke.”, afslutter Henrik.