Hel familie på Rigshospitalet: Kørte frontalt ind i modkørende bil

HILLERØD: Lørdag aften kolliderede to personbiler med voldsom kraft på Isterødvejen, og ialt fem personer kom til skade – heraf er en i kritisk tilstand.

Ulykken skete kort før kl. 18, da en hvid Hyundai personbil med en lille familie, far, mor og to børn, af ukendte årsager kom over i den modsatte kørebane og her kolliderede frontalt med en modkørende større BMW personbil.

Ulykken spærrede omgående Isterødvejen, og adskillige vidner løb hurtigt frem for at hjælpe de tilskadekomne bedst muligt indtil redningsmandskabet kom frem til stedet.

På uheldsstedet fik ambulanceredderne og akutlægen styr på de tilskadekomne, mens politiet fik stoppet al trafik mellem Fredensborgvej og Overdrevsvejen, og fjernet de mange bilister som var endt i køen op mod uheldsstedet.

Fire af de tilskadekomne – angiveligt familien – blev kørt til Rigshospitalets Traumecenter i København, mens den femte – angiveligt føreren af den kraftige BMW – blev bragt til skadestuen på Hillerød Hospital.

Politiets teknikere kom ud til uheldsstedet, og foretog de tekniske undersøgelser af uheldsstedet. Begge biler blev efterfølgende fjernet fra stedet, og indbragt til videre tekniske undersøgelser, og kl. 21.30 kunne Nordsjællands Politi oplyse at Isterødvejen var ryddet og genåbnet for trafik.

(Foto: Allan Andersen)