Kvinde overså opbremsning: Sigtet for manglende agtpågivenhed

(Foto: Allan Andersen)

HILLERØD: Onsdag eftermiddag klokken 15.25 skete der et færdselsuheld på Isterødvejen imellem Overdrevsvejen og Kirkeltevej, hvor flere biler var impliceret.

En 45-årig kvindelig bilist fra Gilleleje kørte i nordvestlig retning og overså en forankørende, som holdt stille og ventede på at foretage venstresving ind på en rasteplads.

Den forankørende blev ved påkørslen bagfra skubbet over i modsatte vejbane, hvor en modkørende var hurtig til at foretage undvigemanøvre ud i grøften for at undgå påkørsel, hvilket også medførte skader på den modkørendes bil ved mødet med grøften.

Der blev lukket midlertidigt for trafikken, imens der blev ryddet op på stedet og parterne blev tilset af ambulancerne. Der skete dog umiddelbart ingen større personskade. Klokken 16.11 blev der åbnet for trafikken igen.

Den 45-årige kvindelige bilist blev efterfølgende sigtet efter færdselslovens bestemmelser om manglende agtpågivenhed.