Politi: Intet i anmeldelse om sædelighedsforbrydelse

(Foto: Allan Andersen)

VEJBY: Torsdag morgen og formiddag tiltrak en stor politistyrke sig interesse på området mellem Langagergård på Tisvildevej og Krogsgaard på Kildevejen, politiets tilstedeværelse skyldtes en anmeldes om en sædelighedsforbrydelse.

Det var på marken og Lokalbanens skinner mellem de to landejendomme at politiet med teknikere og en række politihunde meget nøje undersøgte området. Politiets tilstedeværelse med afspærring af noget af Langagergårds ejendom tiltrak meget naturligt en stor interesse.

Ved middagstid kom Nordsjællands Politi med en kort udmelding på Twitter om arbejdet på stedet.

– Vi har i morges og i formiddag undersøgt et område mellem Vejby og Tisvilde i forbindelse med anmeldelse om en mulig sædelighedsforbrydelse. Vi er færdige derude og har ikke fundet noget af interesse for sagen, der fortsat er under efterforskning, lød det i den korte besked.

Lokale kom med oplysninger på bla. Facebook om at der var tale om en voldtægtsforbrydelse, hvor en pige skulle have søgt tilflugt hos nogle vidner på en af ejendommene – det er en oplysning som Nordsjællands Politi på ingen måde har ønsket at kommentere på overfor Kriminalmagasinet Politirapporten.

Tværtimod kom der omkring kl. 13.30 en meddelelse fra Nordsjællands Politi som afblæste alt omkring anmeldelsen om en sædelighedsforbrydelse.

– Det har nu vist sig, at der ikke var noget om forholdet. Intet yderligere, slutter Nordsjællands Politi sagen overfor offentligheden.

Således er der, på baggrund af dagens massive polititilstedeværelse, intet at være nervøs for i lokalområdet – hvad sagen præcist har drejet sig om kan ikke oplyses fra politiets side af.

(Foto: Allan Andersen)
(Foto: Allan Andersen)
(Foto: Allan Andersen)