Politiet skruede ned for musikken i Skagen & Nørager

(Modelfoto)

Nordjyllands Politi har i det seneste døgn modtaget flere anmeldelser om høj musik til gene for naboerne. Patruljer blev sendt til de pågældende lokationer for at dæmpe musikken.

På Ankermedet i Skagen blev en havefest anmeldt for at være til gene for naboerne onsdag den 15. juli meget tidligt om morgenen. Derfor sendte politiet en patrulje til stedet. Politiet fik kontakt til festens personer, som blev instrueret i at skrue ned for musikken, hvilket de umiddelbart gjorde.

To timer senere fik Nordjyllands Politi dog endnu en anmeldelse om høj musik fra samme sted, hvorfor politiet sendte to patruljer til stedet. Festen blev denne gang lukket, da det nu var anden gang, politiet var nødt til at dæmpe festen. Der faldt derefter ro på i området.

På Nøragervej ved Solhøj i Nørager blev høj musik til gene ligeledes anmeldt: ”Der er høj musik fra det grønne område ved Solhøj. Adskillige unge har på en trækvogn trukket en stor Sound-Box ind i anlægget og underholder nu det meste af byen”. På baggrund af anmeldelsen sendte politiet en beredskabspatrulje til stedet. Patruljen tog her kontakt til festens personer. Vedkommende skruede ned for musikken, og den store højtaler var desuden væk ved politiets ankomst. Patruljen fik derved skabt ro i området.

På Kjeldergangen i Skagen blev høj musik til gene for naboerne også anmeldt onsdag den 15. juli ved 02-tiden. En patrulje ankom kort efter til stedet, hvor de fik kontakt til den person, som var ansvarlig for musikken. Politiet instruerede vedkommende i at skrue ned, hvilket de gjorde. Natteroen indtrådte derved igen i området.

På Østre Strandvej i Skagen blev høj musik til gene ligeledes anmeldt – denne gang ved 03-tiden, onsdag den 15. juli. En beredskabspatrulje kørte til stedet, hvor de tog kontakt til festens personer. Grundet tidspunktet lukkede politiet festen, så naboerne kunne få nattero. Efterfølgende faldt der ro på i området.

Fest med omtanke – husk at skrue ned, når det bliver sent
Det er helt forståeligt, at du/I fester derhjemme – især fordi man ikke kan tage til festivaler i år. Men husk at vise hensyn. Naboerne er måske ikke lige så festglade sent om natten, som du er. Fest med omtanke, og husk at skrue lidt ned for musikken, når det bliver sent. Men hvis du selv er udsat for høj musik sent om natten, så tag gerne kontakt til festens personer, før du anmelder festen til politiet. En venlig henvendelse og gensidig forståelse virker ofte – de unge er jo formodentlig ikke ude på at genere. Virker en venlig henvendelse ikke, og fortsætter den høje musik i længere tid – så kontakt politiet på 1-1-4.