Sag om menneskehandel skal for retten i Holstebro

(Foto: Allan Andersen)

En 55-årig mand og dennes virksomhed er tiltalt for menneskehandel og overtrædelse af udlændingeloven ved at have beskæftiget udlændinge uden arbejdstilladelse.

I forbindelse med en rutinemæssig grænsekontrol i Thyborøn Havn den 26. maj 2020 fandt Midt- og Vestjyllands Politi to udenlandske mænd ombord på et fartøj i havnen. De to mænds opholds- og arbejdstilladelse var udløbet.

Efterforskningen i sagen har nu ført til, at anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi har rejst tiltale i sagen.

Ifølge anklageskriftet er en virksomhed og dennes direktør og ejer blandt andet tiltalt for overtrædelse af straffelovens §262a, stk. 1, menneskehandel ved at have rekrutteret, huset og modtaget to personer med henblik på udnyttelse af de pågældende ved tvangsarbejde eller slaverilignende forhold i en periode fra februar 2017 til den 26. maj 2020.

Den 55-årige og dennes virksomhed er desuden tiltalt for overtrædelse af udlændingeloven ved at have beskæftiget de to udlændinge uden fornøden arbejdstilladelse under skærpende omstændigheder.

Sagen vil blive behandlet ved retten i Holstebro den 21. og 31. august 2020.