Straksdom til indbrudstyv efter flugt i næsten to år

(Modelfoto: Allan Andersen)

En 27-årig litauisk mand fik onsdag en straksdom på tre måneders fængsel og udvisning af Danmark, fordi han begik to indbrud i 2018 og overtrådte et indrejseforbud.

Gamle forbrydelser bliver ikke sådan lige glemt, har en tyveknægt netop måtte sande.

Han begik indbrud i to nabohuse på Damhusdalen i Rødovre i august 2018 og forlod siden landet. Tirsdag var han tilbage i Danmark – nu i håndjern og med politieskorte – for at blive retsforfulgt for de to år gamle tyverier.

Han blev nemlig efterlyst et par måneder efter indbruddene, fordi efterforskningen identificerede ham som mistænkt. I maj i år meddelte svensk politi så, at han var anholdt der.

Københavns Vestegns Politi bad Retten i Glostrup fængsle ham in absentia med henblik på udlevering til Danmark, og tirsdag blev han udleveret og anholdt på dansk jord.

Ved et grundlovsforhør onsdag afgjorde en dommer i Glostrup, at han skulle tre måneder i fængsel for de to villaindbrud i Rødovre samt for at overtræde et indrejseforbud, han fik i 2015. Dommeren bestemte også, at han efter afsoning skal udvises af Danmark i seks år.

”Han tilstod, at han brød ind og stjal i de to huse, og modtog dommen. Nu er han varetægtsfængslet til afsoningen af fængselsstraffen kan begynde,” siger anklager Ida Forrest, anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi.