Udenlandske svindlere på spil: Sig aldrig ja til deres fuskertilbud

CHARLOTTENLUND: Tirsdag formiddag kl. 09.21 anmeldte en beboer fra Ingersvej, at hun mandag eftermiddag havde haft uopfordret besøg af fem udenlandske håndværkere, kørende i en bil med rattet i højre side.

De fem havde tilbudt fliserens for 15.000 kroner, hvilket beboeren havde takket ja til, men efterfølgende var hun meget utilfreds med deres arbejde.

Nordsjællands Politi anbefaler, at man takker nej til uopfordrede tilbud fra omrejsende håndværkere – i stedet bør man:
• Holde sig fra at bruge deres ydelser. Hvis nogen uopfordret banker på ens dør og forsøger at sælge noget, skal man:
• Afvise dem
• Hvis muligt notere et signalement af personerne og den bil, de er ankommet i
• Ringe 1-1-4 og anmelde det.

Laver man alligevel en aftale med håndværkerne, og arbejdet ikke lever op til det aftalte, så er der ikke længere tale om en opgave for politiet, selv om håndværkerne har henvendt sig ulovligt.

Der er derimod tale om et såkaldt civilt søgsmål, hvor køber selv skal trække dem i retten. Dét plejer dog at være svært, fordi håndværkerne ofte efterfølgende ikke er til at opstøve – sig derfor blot nej tak til deres tilbud helt fra begyndelsen.