Vaks borger fulgte efter indbrudstyve

(Arkivfoto: Allan Andersen)

TILST: Natten til mandag kl. 00.52 skulle en 24-årig mand på en køretur i arbejdsøjemed fra sin arbejdsplads i Anelystparken i Tilst, da han blev opmærksom på, at der var gået en alarm fra et af de omkringliggende firmaer.

Da han kom ud på gårdspladsen, bemærkede han, at en port stod åben, og en hvid kassevogn holdt klar til at køre fra stedet.

Da han kom tættere på, kunne han se to personer, der stod og pillede ved en jernkæde, der sad på et hegn, der omkransede de udendørs varer foran Jysk. Da de to personer så den 24-årige, løb de hen til den hvide kassevogn, der med det samme kørte fra stedet. Den 24-årige hoppede ind i sin bil og kørte efter, indtil den hvide kassevogn standsede ved genbrugspladsen på Jernaldervej, og to til tre personer steg ud af bilen og løb væk.

Kort efter ankom en af politiets hundepatruljer til stedet, og hundene blev straks sat til at gå spor efter de flygtede personer. Efter en kort gåtur mod Skjoldhøjkollegiet kunne hundeføreren høre nogen, der beklagede sig inde ved en affalds-ø, og det viste sig, at hunden havde fået ”bid” og havde fat i foden på en 22-årig mand, der sad og gemte sig sammen med sin 24-årige kammerat.

Begge mænd blev anholdt og sigtet for tyveri ved at have forsøgt at skaffe sig adgang til det aflåste område ved Jysk. Politiet er nu ved at få afklaret, om der var en tredje medgerningsmand, som det ikke lykkedes betjentene at lokalisere.