26-årig fremstilles i grundlovsforhør for blandt andet røveri

HORSENS: En 26-årig mand fra Horsens er fremstillet i dag, torsdag, i grundlovsforhør ved retten i Horsens sigtet for blandt andet røveri, brugstyveri, forsøg på indbrud og indbrud.

Den 26-årige er sigtet for den 9. juli 2020 sammen med flere pt ukendte medgerningsmænd at have aftalt, planlagt og udsat en 52-årig mand for røveri i Horsens.

Ud over røveriet, er den 26-årige sigtet for et forsøg på indbrudstyveri i en villa i Horsens den 9. juli 2020 og indbrudstyveri på samme adresse den 11. april 2018 – begge tilfælde sammen med pt ukendte medgerningsmænd.

Den 26-årige nægter sig skyldig.

Anklagemyndigheden begærer lukkede døre, så Sydøstjyllands Politi har ikke flere oplysninger, der kan deles med offentligheden.