Biljagt endte tragisk: Bilist trak pistol og skød sig selv

(Foto: Local Eyes)

Natten til fredag har Sydøstjyllands Politi eftersat en bil på motorvej E45. Føreren af bilen, en 31-årig mand, kørte efter en længere eftersættelse ind på en rasteplads ved Skærup og skød sig selv. Han er afgået ved døden. De pårørende er underrettet.

Politiklagemyndigheden har straks indledt en undersøgelse af episoden i medfør af retsplejelovens § 1020 a, stk. 2.

Ifølge retsplejelovens § 1020 a, stk. 2, iværksætter Politiklagemyndigheden efterforskning, når en person er afgået ved døden eller er kommet alvorligt til skade som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende var i politiets varetægt.

Når efterforskningen i sagen er tilendebragt, sender Politiklagemyndigheden sagen samt en redegørelse til statsadvokaten, som træffer afgørelse i sagen.

Politiklagemyndigheden har på nuværende tidspunkt ikke yderligere oplysninger i sagen.