Fire voldsmænd rullede 15-årig i gangtunnel

(Arkivfoto: Allan Andersen)

MARIBO: En 15-årig dreng fra Sakskøbing kom onsdag omkring klokken 20 gående i gangtunnellen på Maribo Banegård, da han blev antastet af fire mænd, der krævede at få udleveret hans earpods.

Da den 15-årige nægtede at aflevere dem, blev han sparket i hovedet og på hoften. Han endte derfor med at give de fire mænd sine earpods og slap væk fra stedet.

Politiet efterlyser vidner, der har set episoden eller de fire mænd. De beskrives som:

A: Mand, 13-17 år, 170-180 centimeter høj og med et mellemøstligt udseende. Han havde sort, kort hår og havde en halsedisse for munden. Han talte dansk og medbragte en sort bæltetaske af mærket Louis Vuitton.

B: Mand, 13-17 år, 165-170 centimeter høj og med et mellemøstligt udseende. Han havde sort, kort hår og var iført noget mørkegrønt tøj.

C og D var begge mænd med et mellemøstligt udseende.

Politiet kan kontaktes på 1-1-4, hvis man har oplysninger i sagen.