Fuld spøgelsesbilist: 37-årig mand lavede u-vending på motorvejen

(Foto: Allan Andersen)
HASLEV: Politiet fik mandag klokken 19.13 en anmeldelse om, at der kørte en bil på motorvejen ved Haslev, der kørte imod færdselsretningen.

Et vidne havde set, at bilen var kørt ind i nødsporet, og kort efter havde lavet en u-vending, så den kom til at køre direkte imod de andre biler. En anden bil nåede at undvige, men ramte autoværnet.

Heldigvis lykkedes det flere bilister at få standset spøgelsesbilen, og da politiet kom, viste det sig, at chaufføren – som var en 37-årig mand fra Haslev – havde en promille, der var noget over det tilladte.

En alkometertest gav et udslag på 1,2 promille, og han blev derfor anholdt klokken 20.08, sigtet for spirituskørsel.