Højresvingsulykke: 15-årig knallertkører ramt af bil

(Arkivfoto: Allan Andersen)

HOLBÆK: Onsdag kl. 08.23 skete et uheld, da en bil svingede til højre og ramte en knallert, som kørte i samme retning. Knallerten skal nu undersøges for at have kørt for stærkt.

Bilisten, en 36-årig kvinde fra Holbæk, kørte ad Stenhusvej mod nordvest ind mod Stenhus Gymnasium, hvor hun skulle svinge til højre ind på P-pladsen.  På cykelstien i samme retning kørte en 15-årig ung mand fra Holbæk.

Bilisten overså knallerten og svingede til højre ind foran den 15-årige, der blev ramt og væltede.  Politi og ambulance blev sendt til stedet, og den 15-årige blev kørt til sygehuset til undersøgelse for mulige skader på albuen.

Politiet undersøgte uheldsstedet for at belyse omstændighederne omkring sammenstødet. Knallerten blev indbragt til nærmere undersøgelse, da der var mistanke om, at den var konstruktivt ændret, så den kunne køre hurtigere end de tilladte 30 km/t. De to parter vil høre fra politiet mere i sagen, når undersøgelserne er færdige, herunder hvem der kan stilles til ansvar for, at uheldet skete.