Mand knaldede albue i hovedet på politibetjent: Så røg han i jorden

(Arkivfoto: Allan Andersen)

Østjyllands Politi fik søndag kl. 18.49 en anmeldelse om, at en meget aggressiv mand stod og råbte og skreg af en kvinde på Storegade i Randers, og flere vidner var bekymret over mandens adfærd.

En patrulje kørte til stedet, hvor de traf en 24-årig mand, som var i voldsomt skænderi med en 25-årig kvindelig bekendt, som han mente skyldte ham penge. Han havde ifølge flere vidner gentagne gange skubbet kvinden og forsøgt at få hende til at hæve penge til ham.

Da nogle forbipasserende stillede sig imellem, rettede han sin vrede mod dem og råbte af dem.

Den 24-årige fortsatte da også sin meget aggressive fremfærd, selv da betjentene kom frem, og han nægtede at lytte til patruljens anvisninger. I stedet råbte han af dem og under anholdelsen, svingede han en albue bagud og ramte en betjent i hovedet.

Her løb mandens taletid så ud og patruljen fik lagt den 24-årige mand ned og iført ham et sæti håndjern. Han blev sigtet for vold mod politiet, for at forstyrre den offentlige orden og for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde.