Narkobilist smed narko ud af bilen under politijagt

(Arkivfoto: Allan Andersen)

HØNG: Natten til tirsdag kl. 00.08 gav en patrulje tegn til, at en personbil skulle standse til en rutinekontrol på Hovedgaden i Høng. Føreren standsede dog ikke, men undkørte fra stedet med politiet i hælene.

Flere politipatruljer blev sat ind for at standse den flygtende bil, som kørte i området omkring Høng, Ruds Vedby, Tjørnelunde, Løve og Gørlev. En politipatrulje afskar bilen vejen ved Gørlev Landevej, men da bilen forsøgte at køre uden om forulykkede bilen og standsede ved Rye Byvej.

Føreren af bilen, en 20-årig mand fra Karise forsøgte at løbe fra stedet, men blev hurtigt anholdt. Passageren, en 20-årig mand fra Gørlev blev i bilen, hvor han blev anholdt.

Føreren var påvirket af narko, så han blev sigtet for narkokørsel og fik udtaget en blodprøve. Ingen af mændene var kommet til skade ved uheldet.

Politiet ransagede bilen, hvor der blev fundet en del poser med euforiserende stoffer og piller, blandt andet 15 gram Ketamin og en del stoffer, som politiet arbejder på at klarlægge hvad er. Begge mænd blev sigtet for at overtræde lov om euforiserende stoffer og taget med til politistationen.

Undervejs havde personerne i bilen kastet ting ud af vinduet. Politiet sendte patruljer til de steder, hvor tingene var smidt og fandt her fem poser med i alt 3,23 gram af det ulovlige stof Ketamin. I vejkanten, hvor bilen var standset fandt politiet et glas som indeholdt ca. 30 gram amfetamin.

Politiet ransager tirsdag de to mistænktes adresser, hvorefter sagen skal vurderes af anklagemyndigheden, som skal tage stilling til, om der er grundlag for at fremstille de anholdte i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling.