Så er det nok: Område lukkes som følge af gaderæs og vanvidskørsel

(Modelfoto: Allan Andersen)

NÆSTVED: Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi og Næstved Kommune sætter nu ekstra fokus på at dæmme op for vanvidskørsel i Næstved.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi og Næstved Kommune sætter nu ekstra fokus på at dæmme op for vanvidskørsel i Næstved. Nærmere bestemt i området ved Ydernæs, hvor der i de seneste måneder har været flere episoder med hasarderet kørsel og gaderæs.

I samarbejde med Næstved Kommune er reglerne for området nu ændret, så det fremover er ulovligt for uvedkommende at køre ind i området efter klokken 20.00 til klokken 02.00 om natten.

De nye restriktioner betyder, at politiet fremover får mulighed for at rejse sigtelser for overtrædelse af færdselsloven og udstede bøder, såfremt der sker uvedkommende kørsel i området.

”Vi er meget glade for, at vi i politiet sammen med Næstved Kommune meget hurtigt har fået lavet nye restriktioner for kørsel i området, så vi bedre kan skride ind overfor vanvidskørsel og gaderæs”, fortæller politiinspektør Tom Trude.