Varselsskud affyret: Mand fik fat i betjents tjenestepistol

(Foto: Allan Andersen)

SØNDERBORG: En person fik fat i en betjents tjenestepistol, og betjentens kollega måtte derfor afgive varselsskud for at få personen til at lægge våbenet.

Tre anholdt i Sønderborg efter en gruppe personer rettede deres vrede mod politiet

Syd- og Sønderjyllands Politi modtog klokken 20.45 anmeldelse om, at tre personer var blevet truet på livet på en parkeringsplads i Stenbjergparken i Sønderborg.

Patruljen ankom til stedet klokken 20.52. Under afhøring af parterne ankom adskillige personer til stedet, hvorunder der opstod alvorlig tumult, da en gruppe personer rettede deres vrede mod politiet.

I denne sammenhæng tog en person fat i en betjents tjenestepistol, og betjentens kollega måtte derfor afgive varselsskud skråt op i luften, hvor ingen blev ramt, for at få personen til at lægge våbenet.

Efterfølgende har politiet været massivt til stede med flere patruljer i området.

Tre mænd er blevet anholdt i forbindelse med hændelsen.

En af de anholdte kom lettere til skade og er indlagt på hospital. De nærmere omstændigheder i forbindelse med skaden kendes endnu ikke. En betjent kom også lettere til skade i forbindelse med hændelsen og er blevet behandlet på skadestuen.

Klokken 21.35 var der atter roligt i området, og afspærringen er efterfølgende blevet ophævet.

Anklagemyndigheden skal fredag morgen vurdere, hvorvidt der er grundlag for fremstilling af de anholdte i et grundlovsforhør.