Vidne søges: Filmede muligvis brutalt overfald

(Modelfoto: Politi.dk)

ISHØJ: Københavns Vestegns Politi efterlyser ældre mand på cykel, som kan have bevidnet en episode på Ishøj Strandvej søndag aften den 26. juli 2020.

Episoden skete søndag aften den 26. juli omkring kl. 19.35 på Ishøj Strandvej ved nr. 67, hvor en mand blev påkørt med en bil, og en anden blev stukket med kniv og slået i hovedet.

Under efterforskningen er det kommet frem, at et vidne – en mand omkring 60-70 år, som kørte på en almindelig herrecykel – er set filme nær gerningsstedet.

”Han kan muligvis bidrage med oplysninger om hændelsesforløbet og må meget gerne kontakte os,” siger politikommissær Ole Nielsen, Københavns Vestegns Politi.

Dagen efter hændelsen blev tre mænd varetægtsfængslet af Retten i Glostrup i fire uger ved et retsmøde for lukkede døre, hvorfor sagen ikke kan kommenteres yderligere på nuværende tidspunkt.

Vidnet kan ringe til Københavns Vestegns Politi på 1-1-4