22-årig mand varetægtsfængslet for grov vold i Esbjerg

ESBJERG: Hændelsen fandt sted den 3. august, hvor den sigtede, der har banderelationer, sammen med andre gerningsmænd overfaldt en 31-årig mand.

En 22-årig mand fra Esbjerg blev torsdag ved et lukket grundlovsforhør ved Retten i Esbjerg varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for grov vold.

Hændelsen fandt sted den 3. august på Stengårdsvej i Esbjerg, hvor den sigtede, der har banderelationer, sammen med andre gerningsmænd overfaldt en 31-årig mand.

Den 22-årige er i forbindelse med hændelsen også sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 81a, hvor fængselsstraffe i sager om bandekriminalitet kan blive fordoblet, ligesom personer også kan idømmes et opholdsforbud.

Den sigtede har ikke ønsket at udtale sig og har kæret varetægtsfængslingen til Vestre Landsret.