Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi hapsede knallerter på stribe

(Arkivfoto: Østjyllands Politi)

I det forgangne døgn, onsdag, er Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi rundt om i kredsen stødt på en flere knallerter, der ikke helt overholdt færdselslovgivningen, og en hel del unge har fået bøder – eller knallerten konfiskeret på stedet.

Klokken 15.20 kom en 16-årig dreng kørende ad Holbækvej i Slagelse på en knallert der blev målt til at kunne køre noget hurtigere end tilladt. Fem minutter efter kom endnu en 16-årig dreng kørende på knallert ad Thorvaldsensvej i Slagelse, som også havde en alt for hurtig knallert. De blev begge sigtet efter færdselsloven.

Klokken 16.45 kom en 15-årig dreng kørende på knallert ad Dybkær i Tranderup ved Skælskør, da han blev standset af en politipatrulje. Betjentene mistænkte ham for at være påvirket af euforiserende stoffer, så han blev anholdt og sigtet for at køre i påvirket tilstand og taget med for at få taget en blodprøve. Det viste sig desuden, at den 15-åriges knallert var ændret, så den kunne køre hurtigere end tilladt og da det var anden gang, at politiet havde standset ham, blev hans knallert beslaglagt.

Politiet fik i går klokken 18.58 en anmeldelse om, at der var en del unge fyre på knallerter, der drønede rundt på Skolegade i Ruds-Vedby. Kort efter var en politipatrulje på stedet, og alle knallerterne blev kontrolleret. En 17-årig ung mand blev sigtet efter færdselsloven på grund af fejl og mangler på sin knallert, og fordi den ikke var forsikret eller indregistreret.