Tredje anholdelse og varetægtsfængsling i sag om ulovligt jagtvåben i Aabenraa

(Arkivfoto: Allan Andersen)

En 22-årig mand fra Aabenraa-området blev torsdag varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for ulovlig våbenbesiddelse. Han er den tredje anholdte i sagen.

En 22-årig mand fra Aabenraa-området blev torsdag ved et lukket grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 192a om ulovlig våbenbesiddelse.

Den sigtede nægter sig skyldig, men har ikke kæret varetægtsfængslingen til Vestre Landsret.

Sagens omdrejningspunkt er ulovlig overdragelse af et enkelt jagtvåben. Og to andre personer, to mænd på 25 og 28 år, er i forvejen sigtet og varetægtsfængslet i sagen.

De blev anholdt den 23. august og varetægtsfængslet den 24. august. De nægter sig også skyldige og kærede heller ikke varetægtsfængslingen.