Vidner søges: Hvem hjalp flygtende kvinde til politistationen?

(Foto: Allan Andersen)

Midt- og Vestjyllands Politi søger to mænd, der hjalp en kvinde fra Vinderup til politistationen i Holstebro lørdag den 22. august 2020 ved 20-tiden.

Lørdag den 22. august 2020 kom en syrisk kvinde ind på politistationen i Holstebro. Hun havde standset en mindre hvid bil af ukendt mærke uden for Vinderup og bedt chaufføren og den anden passager i bilen køre hende til politistationen i Holstebro.

Hun sagde, at hun var på flugt fra sin mand, og at de ikke måtte stoppe, før de var på politistationen.

De to mænd i bilen som hjalp kvinden, beskrives som ca. 20-25 år, lyse i huden, chaufføren havde muligvis krøllet hår.

Midt- og Vestjyllands Politi vil meget gerne tale med de to mænd, da de kan ligge inde med oplysninger, der har betydning for den videre efterforskning af sagen.

Kontakt os på tlf. 114, hvis du er en af de to hjælpsomme mænd, eller hvis du kan sætte os i forbindelse med dem. Oplys gerne journalnummer 4100-74265-00269-20 ved henvendelse.