Bilist kørte bevidst ind i kvinde i P-bås

(Foto: Allan Andersen)

LYNGBY: En mandlig bilist påkørte søndag formiddag klokken 10.45 en 33-årig kvinde fra Brønshøj, mens kvinden stod i en p-bås på stedet.

Episoden skete på Svenskevej ved Hjortekærporten, hvor kvinden stod og ventede på sin kæreste i en parkeringsbås – hvorfor kvinden stod præcist der fremgår ikke af politiets døgnrapport.

Kvindens placering i p-båsen gjorde en mandlig bilist, ifølge kvindens forklaring, så sur at han kørte ind i hende og bagefter kørte væk fra stedet.

Kvinden blev ramt på det ene ben, men kom ikke alvorligt til skade. Nordsjællands Politi er i besiddelse af registreringsnummeret på den bil, som manden kørte i, og skal nu have en nærmere snak med ham om hvad der foregik ved episoden.