Endnu en mand dømt i stor amfetaminsag

En 54-årig mand fra Østjylland blev torsdag ved Retten i Aarhus idømt fire års ubetinget fængsel for at have været med i et større narkonetværk, der handlede med flere hundrede kilo amfetamin.

Den 54-årige blev dømt for i tre tilfælde i maj og juni i år at have modtaget et kilo amfetamin, som han skulle videredistribuere.

I forbindelse med Særlig Efterforskning Vests efterforskning af det kriminelle netværk blev den 54-årige anholdt i august og knap halvanden måned efter anholdelsen, fik han sin dom i retten.

Anklager i Særlig Efterforskning Vest, Jacob Gents, er tilfreds med dommen:

”Det er resultatet af et solidt stykke efterforskningsarbejde, der gør, at manden nu mindre end halvanden måned efter anholdelsen har tilstået at have håndteret en større mængde amfetamin. Straffen viser endnu engang, at der bliver slået hårdt ned på narkohandel i den her størrelsesorden,” siger Jacob Gents.

Tre mænd har nu fået dom i sagen, mens ni personer fortsat sidder varetægtsfængslet – heriblandt de tre formodede bagmænd.

Den 54-årige erkendte sig skyldig og modtog dommen. Han blev fortsat varetægtsfængslet efter domsafsigelsen.