Falsk politimand anholdt: Stod i stuen hos offer da politiet slog til

(Modelfoto: Allan Andersen)

Nordsjællands Politi har onsdag formiddag anholdt en 18-årig mand, som formodes gennem de seneste måneder at have optrådt som falsk politibetjent for at franarre ældre borgere større pengebeløb ved at tilegne sig deres personlige NemID-oplysninger – onsdag blev han anholdt på fersk gerning.

På baggrund af en kort og intens efterforskning kunne Nordsjællands Politi i dag klokken 11.55 anholde en 18-årig mand fra den københavnske vestegn og blandt andet sigte ham for at have udgivet sig for at være politibetjent og derved få en ældre mandlig borger fra Virum til at udlevere sine personlige NemID-oplysninger.

Med denne fremgangsmåde har han over de seneste seks måneder kunnet franarre den ældre mand et pengebeløb på over en million kroner.

Efterforskningen af den formodede gerningsmand blev igangsat efter, at Nordsjællands Politi gennem den seneste uge har modtaget flere uafhængige anmeldelser om telefonopkald fra en mand, som udgav sig for at være politibetjent, der som led i en efterforskning om økonomisk kriminalitet havde brug for at få oplyst borgernes personlige informationer, herunder NemID-oplysninger.

På baggrund af oplysninger om den formodede gerningsmands tilstedeværelse hos en mulig forurettet i sagen indfandt efterforskere fra Nordsjællands Politi sig i dag hos en ældre mandlig borger på en adresse i Virum. Her traf Nordsjællands Politi både den mandlige forurettede samt den 18-årige formodede gerningsmand, som omgående blev anholdt.

Nordsjællands Politi forventer, at den 18-årige mand skal fremstilles i grundlovsforhør torsdag formiddag.

– Jeg er meget tilfreds med, at vores efterforskning har været så effektiv, og at det på kort tid er lykkedes os at foretage anholdelse i sagen, så vi kan få stoppet den formodede gerningsmand i at udføre den her form for bedrageri, som jeg vil betegne som værende af grov karakter. Ifølge vores oplysninger har den formodede gerningsmand også forsøgt sig flere andre steder de seneste dage, så vi har en formodning om, at flere tilfælde af bedrageri enten allerede har eller kunne have fundet sted, hvis ikke vi havde fundet frem til den nu anholdte, fortæller politikommissær Henrik Sejer, Nordsjællands Politi.

En efterfølgende afhøring af den forurettede samt beviser fundet på adressen har vist, at den formodede gerningsmand gennem det seneste halve år ugentligt har indfundet sig hos den forurettede under foregivelse af at efterforske en sag om økonomisk kriminalitet i kraft af sit virke som politibetjent.

Den forurettede har derfor givet den formodede gerningsmand adgang til sine oplysninger og computer, og den foreløbige efterforskning har vist, at det derved er lykkedes den formodede gerningsmand at overføre midler for mere end en million kroner fra den forurettedes konto i løbet af den tid, bedrageriet har stået på.

– Grundet de seneste døgns anmeldelser samt det faktum, at den formodede gerningsmand tidligere er dømt for lignende forhold, har vi en antagelse om, at der kan være flere forurettede med tilsvarende oplevelser, som vi endnu ikke har hørt fra. For at få belyst sagen i videst muligt omfang opfordrer vi derfor til, at borgere, som for nylig enten selv er blevet udsat for noget lignende, eller som er pårørende til ældre borgere, hvor der er mistanke om, at de kan være blevet bedraget, kontakter os.  Det ser nemlig ud til, at den formodede gerningsmand især har forsøgt at bedrage ældre borgere, slutter Henrik Sejer.

Borgere, som har oplysninger i relation til sagen, kan kontakte Nordsjællands Politi på telefon 114.