Kvinde dræbt af stenkast fra vejbro i 2016: DNA sikret fra en gruppe unge

(Foto: Local Eyes)
ODENSE: Politiet på Fyn har langtrfra lagt sagen til side, tværtimod er man kommet tættere på at finde den eller de personer, som dræbte en 33-årig tysk kvinde da der blev kastet en betonflise ned fra en vejbro på Fynske Motorvej.

Den 30 kilo tunge flise ramte direkte gennem forruden på bilen, hvor der sad et tysk ægtepar og deres barn – den 33-årige kvinde blev dræbt på stedet, manden blev invalideret for livstid mens parrets lille søn undgik alvorlige skader.

Drabet på kvinden skete d. 21. august 2016, og ifølge TV2 Fyn har Fyns Politi nu rettet efterforskningen mod en større gruppe unge, som alle er i 20’erne.

– Vi har kørt en intensiv efterforskning siden august 2016, og vi er nået dertil, hvor vi har fået oplysninger om en gruppe unge mennesker fra Tarup-området, som kunne være interessante i efterforskningen, fortæller Jack Liedecke, der er politikommissær ved Fyns Politi, til TV2 Fyn

– Vi er i gang med at afhøre dem, og vi er i gang med at tage dna-profiler fra dem, idet vi har dna-spor fra de forskellige gerningssteder, som kunne være interessante, oplyser han.

Politiet sporet den dræbende betonflise tilbage til et område i Tarup, ligesom politiet har dna-spor fra et lignende stenkast fra en anden vejbro på Fyn og dna-sporene går desuden igen i flere hærværkssager i området.

Der er dog ikke sket anholdelser eller sigtelser i sagerne endnu.