Mand stukket ned af cykeltyve: ‘Jeg ringer efter politiet’

(Arkivfoto: Local Eyes)

FREDERIKSSUND:  En 35-årig mand blev mandag eftermiddag stukket med kniv, da han ville ringe til politiet efter fire unge havde stjålet hans cykel.

To af gerningsmændene, en 16-årig ung mand fra Fjenneslev og en 17-årig ung mand fra Jægerspris, er anholdt i sagen og vil tirsdag blive fremstillet i grundlovsforhør, hvor Nordsjællands Politi forlanger dem varetægtsfængslet efter knivoverfaldet på den 35-årige cykelejer.

Nordsjællands Politi leder fortsat efter de to sidste overfaldsmænd, men er bekendt med deres identitet.

Overfaldet medførte at den 35-årige mand bla. blev stukket med kniv i den ene balle, derfor sigter politiet de to cykeltyve for vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter. Den 35-årige skulle blandt andet være blevet stukket med kniv i sin bagdel under overfaldet, der fandt sted ved indkøbscentret Sildebroen i Frederikssund mandag ved 13-tiden.

– Den 35-årige ser nogle unge, der har hans cykel. Så henvender han sig, og så starter en ordveksling, der får den 35-årige til at sige, at han ikke gider snakke, og at han i stedet vil ringe til politiet. Da han vender ryggen til og siger ‘jeg ringer til politiet’, sker overfaldet, siger efterforskningsleder ved Nordsjællands Politi, Henrik Sejer, til Ekstra Bladet.

Udover knivstik blev den 35-årige mand også udsat for slag og spark af de fire overfaldsmænd – trods den grove behandling har manden dog ikke været i livsfare.

Der var flere vidner til selve overfaldet, og de to overfaldsmænd er velkendte ‘kunder’ hos politiet og anholdelsen af dem skete kort efter alarmopkaldene til 1-1-2.