Offer efterlyses: Var det dig der blev truet med en stor kniv?

(Modelfoto: Allan Andersen)

SKALS: Midt- og Vestjyllands Politi efterlyser en bilist, som onsdag blev truet af en mand efter påkørsel af en hund.

Bilisten kørte gennem Skals i går onsdag lidt før klokken 17.30 i en bil med trailer efter. I krydset mellem Hovedgaden og Ejstrupvej ramte bilisten en hund, og gjorde det helt rigtige da denne stoppede bilen for at kigge til hunden

Ifølge vidner kom en vred mand pludselig kom løbende og truede bilisten med en stor kokkekniv, hvorfor bilisten meget naturligt skyndte sig ind i sin bil og kørte fra stedet.

– Det er, hvad vidner på stedet har fortalt os. Vi anholdt manden, der nu er sigtet for trusler. Men vi har brug for at tale med dig også, skriver Midt- og Vestjyllands Politi i et opslag på Facebook.

Er du manden med traileren, eller har du et bud på, hvem han er, så ring til politiet på telefon 114 – og ellers spred gerne budskabet om, at Midt- og Vestjyllands Politi leder efter manden med traileren.