Vandvidsbilist fløj over P-plads og lille personbil: Knuste bilen mod stengærde og betontrappe

RÅGELEJE: En litausisk indregistreret BMW forulykkede kort før kl. 14 søndag eftermiddag udfor Spar Købmanden på Hesselbjergvej. Bilen kom med høj fart, da føreren mistede kontrollen og røg delvist ind over p-pladsen og en mindre personbil før den smadrede ind i et nabohus.

Ifølge lokale vidner kom den mørke BMW kørende i høj fart, og fulgte ikke vejsvinget udfor købmanden. Bilen røg op over fortovet og nedlagde en lang række af træstolper langs p-pladsen og rev kæderne mellem stolperne over flere steder.

En lokal ejendomsmægler sad i sin Mini Coopper på P-pladsen, da den tonstunge flyvende BMW ramte den parkerede bil med det højre hjulpar lige tværs henover fronten – lige foran forruden og blot få centimeter fra den uskyldige bilist.

BMW’en nedlagde herefter mindst en flagstang, før den røg tværs henover Anders Nielsens Vej, knuste et stengærde og fløj gennem en ældre kvindelig beboers forhave og sluttede af med at knuse en betontrappe til villaen. Mirakuløst kom ingen personer noget til ved den voldsomme ulykke, og føreren af den litausiske bil kravlede selv ud af sin bil.

Han gik fra uheldsstedet, men nåede ikke så langt før han ifølge vidner sank sammen og der blev tilkaldt en ambulance og politi til stedet. Manden er ifølge Nordsjællands Politi ikke kommet noget til, men er blevet sigtet for spirituskørsel og har fået udtaget en blodprøve på hospitalet til fastlæggelse af hans promille.

Den knuste BMW blev ved 15-tiden trukket ud af haven og kørt væk af Falck.

(Foto: Allan Andersen)
BMW’en strejfede og skrabede sig henover fronten på denne Mini Cooper – blot ganske få centimeter fra en sagesløs bilist. (Foto: Allan Andersen)
Den litauisiske bilist blev anholdt og sigtet for spritkørsel. (Foto: Allan Andersen)
Der var vanvittige skader over et langt stykke af kanten af P-pladsen. (Foto: Allan Andersen)