15-årig pige afgået ved døden efter påkørsel

ANNISSE: Nordsjællands Politi bekræfter fredag formiddag, at den 15-årige pige som blev påkørt på Helsingevej i onsdags, ikke overlevede den tragiske ulykke.

Pigen blev onsdag eftermiddag omkring kl. 14.50 påkørt af en personbil på Helsingevej, bilens fører var en 33-årig mand fra lokalområdet som slap fysisk uskadt fra ulykken, men meget chockeret over ulykken.

Pigen fik straks førstehjælp på ulykkesstedet af civile som løb til hjælp, indtil ambulancer og akutlæge nåede frem til stedet, og redningspersonalet kunne overtage behandlingen af den svært kvæstede pige.

Efter behandling på stedet, blev den 15-årige pige med Lægehelikopteren fløjet direkte til Rigshospitalets Traume Center i København hvorfra den seneste melding, omkring kl. 16.20, lød på at hun var i meget kritisk tilstand.

Pigen afgik senere ved døden på Rigshospitalet, af hensyn til de pårørende ønsker politiet pt. kun at bekræfte dødsfaldet og ikke oplyse noget nærmere omkring dette.

Politi: Dybt tragisk ulykke
Nordsjællands Politi har tidligere fastslået at hverken narkotika eller alkohol har haft noget som helst med ulykken at gøre, men at alt tyder på en dybt ulykkelig og tragisk ulykke hvor den 15-årige pige krydser vejen efter at være stået af bussen.

Ifølge vagtchefen for Nordsjællands Politi tyder de forløbige undersøgelser på at den 15-årige pige i et tragisk uopmærksomt øjeblik er gået ud foran personbilen som ikke nåede at undvige eller bremse før pigen blev ramt.

– For nuværende er der ikke noget, der tyder på, at føreren af bilen hverken har kørt for stærkt eller på nogen måde har været påvirket af alkohol eller narkotika. Der er tale om en dybt tragisk ulykke, siger vagtchef Stefan Andersen til Netavisen Gribskov.

Ifølge politiet havde bilisten ikke en chance, og alle spekulationer om fart, alkohol eller narko er pure afvist af politiets undersøgelser af ulykken. (Foto: Local Eyes)