Bandefolk i sammenstød: Politiet søger vidner til færdselsuheld i Esbjerg

(Modelfoto: Politi.dk)

ESBJERG: To køretøjer med relation til bandemiljøet i Esbjerg kørte ind i en tredje personbil i krydset Degnevej – Spangsbjerg Møllevej i Esbjerg. Motivet er ukendt, og der skete udelukkende materiel skade.

Syd- og Sønderjyllands Politi modtog torsdag klokken 16.09 anmeldelse om et færdselsuheld i krydset Degnevej – Spangsbjerg Møllevej i Esbjerg, hvor der udelukkende skete materiel skade.

Ifølge politiets efterforskning er der tale om, at to køretøjer kører ind i en tredje personbil i krydset.

Det står desuden klart, at de to køretøjer har relation til Esbjergs bandemiljø. Men på nuværende tidspunkt kan politiet ikke fastslå motivet til hændelsen.

Det ene køretøj kørte fra stedet og blev senere fundet på Egekrattet, hvor en eller flere personer havde forladt bilen, mens det andet køretøj fik motorproblemer efter færdselsuheldet, hvorefter flere personer flygtede fra bilen.

Borgeren i den påkørte bil, en 72-årig mand fra Esbjerg, har ikke relation til noget kriminelt miljø.

Syd- og Sønderjyllands Politi har på baggrund af hændelsen øget den tryghedsskabende patruljering i dele af Esbjerg by, lige som hændelsen fortsat bliver efterforsket.

Syd- og Sønderjyllands Politi søger fortsat vidner til hændelsen. De er velkomne til at kontakte Politiets Servicecenter på telefon 1-1-4.