Biljagt: Fører af varebil nægtede at stoppe

(Modelfoto: Allan Andersen)

STORE-HEDDINGE: Mandag formiddag kl. 09.45 anmeldte en 73-årig kvinde fra Store-Heddinge, at hun ca. fem minutter tidligere havde fået uventet besøg af flere ukendte mænd, der kørte til stedet i en varebil. De havde henvendt sig ved hendes hoveddør, men da de opdagede, at hun var hjemme, gik de retur til deres sølvfarvede varebil og kørte fra stedet i høj fart.

Anmelderens oplysninger om mændene og deres varebil blev straks videregivet til politiets patruljer, så mændene og deres varebil kunne blive kontrolleret, herunder om formålet med deres henvendelse på den 73-åriges bopæl kunne have været i indbrudshensigt.

Kort efter, kl. 09.52 meddelte en motorcykelpatrulje, at den efterlyste varebil fra det mistænkelige forhold i Holtug, Store-Heddinge, formentlig kørte ad Søndre Alle i Køge og at patruljen havde kontakt med køretøjet.

Føreren af varebilen ønskede dog ikke at standse og kørte via Ringvejen til Ringstedvej til Lellinge med meget høj hastighed. Ved Lellinge kørte varebilen på Sydmotorvejen i nordgående retning og stadige videre med høj hastighed ad Køge Bugt Motorvejen i nordgående retning.

Flere patruljer kørte mod motorvejssystemet i forsøget på at få varebilen standset, ligesom Midt- og Vestsjællands Politi underrettede Københavns Vestegns Politi om, at varebilen med høj hastighed var på vej mod deres politikreds. I motorvejsudfletningen ved Hundige/Greve fortsatte varebilen i retning mod Amager, men forlod motorvejen ved afkørslen til Vallensbæk Torvevej.

Til sidst standsede varebilen på Strandesplanaden ved Dyringparken, Brøndby Strand, hvorefter tre mænd flygtede til fods. Det lykkedes dog politiet umiddelbart at få anholdt to af de tre mænd, idet en 20-årig mand fra Hvidovre og en 23-årig mand fra Ishøj blev frihedsberøvet til videre foranstaltning for Københavns Vestegns Politi efterfølgende. Varebilen måtte i øvrigt ikke køre på offentlig vej, idet bilens nummerplader var afmeldte.